Tekst 2 - At skabe Antropologisk viden om børn

At Skabe Antropologisk Viden Om Børn

Resume

Antropologisk børneforskning anses som en videnskabelig disciplin, der både er rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i. At skabe antropologisk viden om børn, omhandler en stræben på at forstå børns handlinger og fortolkninger  i forhold til de positioner og handlemuligheder, de har og skaber sig i en given sammenhæng.

Feltarbejde kan beskrives som en forskningsstrategi, der har det formål at afdække, hvordan barn, børn og kontekst er forbundet i hverdagens mange praktikker.

Feltarbejde

Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og det kan strække sig fra få måneder til flere år. Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelse ”i felten”. Feltarbejde kræver indlevelse i menneskers hverdag og beror sig således på deltagelse, der sigter mod indsigt bag om ordene. For går man kun efter de eksplicitte udsagn, overser man altså nemt kompleksiteten bag menneskers handlinger. Dermed må det udledes at et yderst vigtigt element i feltarbejde er at være undrende over de forhold, man konfronteres med, for derpå at undersøge baggrunden for dem.

Deltagerobservation

Centralt i feltarbejdets terminologi står begrebet deltagerobservation. Den etnografiske tilgang kan siges at være dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og en distance.

Det gælder om at forstå på lokale premisser og ikke at overfører sine egne barndomsopfattelser til et miljø. Gør man det risikerer man, at ens eget erfaringsgrundlag bliver et normativ og man afskærer sig fra at komme i kontakt med den virkelighed man har sat sig for at undersøge. Man er altså nød til at forstå, før man kan vurdere. Analysen må være loyal overfor den undersøgte virkelighed, dvs. De dér gældende standarder for tænkning, handlinger, kategorier og begreber.

Feltarbejde som refleksiv tilstand

Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. Som feltarbejder er man selv en del af empiriens tilblivelse, for indsigt i menneskelige erfaringer sker nødvendigvis ved personlig mellemkomst. Billy Ehn udtaler også, at man i ethvert studie bringes i situationer, hvor ens egne menneskelige forudsætninger og værdier bliver udfordret og sat i spil. Derfor må den ind tænkes som et vilkår for undersøgelsen.

Tolkning er altså en uomgængelig del af etnografiske observationer og man skal derfor tilstræbe en stadig åbenhed over for forskellige fortolkningsmuligheder.  

En grundlæggende egenskab ved refleksivitet er, at forskeren så vidt som muligt er opmærksom på de udvælgelser der foretages, og de personlige forhold, som kan påvirke ens opfattelser af empiri. Det der udvælges som empiri, opfattes ikke som virkeligheden, men et perspektiv på den.

Teorier og begreber bliver opfanget udenfor den studerede felt, som er en forudsætning for analytisk refleksivitet.

Om konstruktionen af et barneperspektiv

Etnografiske metoder anskues som velegnede til at indkredse børns perspektiver, erfaringer og viden. Man har i de seneste ti år gjort brug af etnografiske metoder, i de mange studier af børn.

Det er vigtigt at understrege at antropologisk forskning med børn ikke er en politisk position rettet mod at give stemme til en gruppe, der generelt har været underrepræsenteret.

Barneperspektivet er ikke en empirisk størrelse, der forekommer ved børns udtalelser og handlinger alene.

Analyse af kontekst

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen, der udforskes. Antropologen Raymond McDermott udtrykker, at opfattelsen af kontekst gør en stor forskel for den analyse, man foretager.

Kontekst er det, der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.

Antropologisk viden om børn

For overhoved at kunne behandle et problem og tilrettelægge en undersøgelse, må man være sig bevidst, hvordan man afgrænser sit objekt og dermed sin felt, og hvilke forestillinger man afgrænser ud fra.

-       Børn må udforskes kontekstuelt.

Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst, mellem det individuelle og det generelle som de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer. 

Tekst 1 - Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

Resume:

Børn tilegner sig sproget gennem udforskning og brug af sociale fællesskaber, og det har mange funktioner og anvendelsesmuligheder. I den mundtlige legekultur er det sprogglæden og fællesskabet med andre børn, der er drivkraften i tilegnelsen af sprogets muligheder.

Sproget bruges i fortælling og leg, og gennem præsentationen af forskellige genrer, såsom gåder, gådevitser, parodier og rim og remser.

Derudover inddrages også pædagogens og institutionens betydning for udviklingen af disse nødvendige kulturelle kompetencer.

Dette kapitel tager udgangspunkt og fokusere mest på børn i aldersgruppen 6 – 12 år, eftersom at det er denne gruppe, der er de flittige tilhængere af denne måde at benytte og udforske sproget på. Børns mundtlige legekultur er altså en samlet betegnelse for de aktiviteter, genre og udtryksformer i mundtligt baseret leg og fortællinger, som børn bruger og deltager i. Det kan være øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, gyserhistorier, rim, gådevitser, parodier, ”alle børnene” – genren, remser m.m.  

Legekultur som begreb defineres således: Børns æstetisk symbolske udtryksformer, og er samlebetegnelse for lege og andre æstetisk organiserede udtryksformer.

Denne legekultur kommer først rigtigt til udtryk når de voksne trækker sig helt eller bare opholder sig i periferien – altså ansigt til ansigt børn imellem.

Legekulturen tilegnes gennem deltagelse og udøvelse, og det kræver færdigheder med hensyn til ovennævnte udtryksformer og æstetiske teknikker m.m.

På trods af vores moderne indrettede samfund hvor forældre og børn er adskilte mange af døgnets timer, så har familien og søskende stor betydning for tilegnelse af glæden ved leg med sproget, fortællerkompetencer og repertoire.

I mundtlig legekultur skelnes der traditionelt mellem to former for overlevering:

·         Vertikal overlevering (fra voksne til børn)

·         Horisontal overlevering (fra barn til barn)

Men i dag må man også medregne en tredje form for overlevering, nemlig de trykte, de visuelle og digitale medier samt forskellige institutioner.

Sprog, fortællinger og mundtlig leg

Sprog er et socialt fænomen, som indgår i de spil om magt, status, roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

Dette kræver kommunikative færdigheder og tilegnes i samspil med andre.

I legekulturen har fortællingen en central betydning. Fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og verden på, som fx myter og religiøse fortællinger har været det i kulturhistorien.

Som andre former for leg er mundtlig leg ikke rettet mod noget formål uden for sig selv. Vi gør det , fordi det er meningsfuldt i sig selv og sjovt her og nu.

Gåder og gådevitser

Gådeformen har flere år på bagen og er kendetegnet ved en typisk spørgsmål-svar-formel. Et spørgsmål stilles og så skal modtagerne prøve at gætte svaret. At gætte svaret kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overførte betydninger og metaforer.

Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag og ligner gåden i spørgsmål-svar-formlen men adskiller sig ved interaktionen.

Gyserfortællinger

Der skabes genreforventninger til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske og at der vil indtræffe noget uhyggeligt, men hvordan og hvornår ved vi ikke.

Derfor er det vigtigt at man som formidler/ pædagog er obs. på hvordan man vil formidle en sådan fortælling. Den gode fortæller bruger mange sproglige og dramatiske virkemidler, som fx stemmeføring, pausering og gestik.

Indholdet hentes ofte i traditionsstof, mediestof (bøger, film, computerspil), og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har været impliceret i fortællingen.

”Alle børnene” – genren

Legekulturen præges i perioder af forskellige diller. I 1990 blev vi introduceret for en helt ny genre, der var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene” straks vækkede genreforventninger.

Den er opbygget i tre sætninger – Egenskab og eller en handling – norm (alle børnene) – hovedpersonens navn og den rimende pointe (undtagelsen fra normen).

Legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer, herunder kulturelle tabuer som død, ulykke, lemlæstelse, dumhed, handicap, sex, incest, voldtægt m.m.

Genren har altså en form og et udtryk der kan få de tabuiserede og det som vi ikke taler om formuleret med en passende og ofte humoristisk distance.

Parodier

Begrebet parodi kan defineres som en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald, ligesom andre former for udtryk også kan parodieres, fx en måde at gå, tale eller opføre sig på.

Parodier kan og bør rettes mod personer eller episoder, som en lille børnegruppe kender, fx parodien på en lærer eller pædagog.

Derudover kan parodier rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genre, som er fælles i legekulturen. Derfor er mediegenre som fx tv-reklamer eller sportsreportager så velegnede til parodier, de er korte og udgør en fælles referenceramme for mange børn.

Rim og remser

Det er svært at kategorisere denne genres indhold eftersom det er så forskelligartet både sprogligt og indholdsmæssigt. Dog er der visse fællestræk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstavrim og enderim.

Mange af remserne har eller havde bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal og bogstaveremser.

Disse rim og remser formidles ofte fra voksen til børn og dels børn imellem og dette sker i forskellige udtryksformer og sammenhænge.

Det er vigtigt som pædagog også at overveje nøje hvordan man formidler rim og remser til børnene. Det er vigtigt at være kreativ og formidle rim og remser i en meningsfuld aktivitet, som at inspirere børnene til selv at lege videre med sproget.  

 Pædagogers betydning for 6-12-åriges legekultur i institutionerne

Legekulturen findes både inden for og uden for institutionen. Derfor er det vigtigt som pædagog at forny sig fra en børnegeneration til den næste. Den pædagogiske institution er nemlig også en kulturinstitution og organiseringen af hverdagen i en sådan sætter rammerne og vilkårene for børnenes legekultur.

Mentalt skal der være rum til udfoldelse. 

Welcome

Velkommen til min blog i Dansk, Kultur og Kommunikation ;)

Jeg vil benytte denne side i forbindelse med de skolerelaterede opgaver som faget indebærer.