Tekst 1 - Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

Resume:

Børn tilegner sig sproget gennem udforskning og brug af sociale fællesskaber, og det har mange funktioner og anvendelsesmuligheder. I den mundtlige legekultur er det sprogglæden og fællesskabet med andre børn, der er drivkraften i tilegnelsen af sprogets muligheder.

Sproget bruges i fortælling og leg, og gennem præsentationen af forskellige genrer, såsom gåder, gådevitser, parodier og rim og remser.

Derudover inddrages også pædagogens og institutionens betydning for udviklingen af disse nødvendige kulturelle kompetencer.

Dette kapitel tager udgangspunkt og fokusere mest på børn i aldersgruppen 6 – 12 år, eftersom at det er denne gruppe, der er de flittige tilhængere af denne måde at benytte og udforske sproget på. Børns mundtlige legekultur er altså en samlet betegnelse for de aktiviteter, genre og udtryksformer i mundtligt baseret leg og fortællinger, som børn bruger og deltager i. Det kan være øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, gyserhistorier, rim, gådevitser, parodier, ”alle børnene” – genren, remser m.m.  

Legekultur som begreb defineres således: Børns æstetisk symbolske udtryksformer, og er samlebetegnelse for lege og andre æstetisk organiserede udtryksformer.

Denne legekultur kommer først rigtigt til udtryk når de voksne trækker sig helt eller bare opholder sig i periferien – altså ansigt til ansigt børn imellem.

Legekulturen tilegnes gennem deltagelse og udøvelse, og det kræver færdigheder med hensyn til ovennævnte udtryksformer og æstetiske teknikker m.m.

På trods af vores moderne indrettede samfund hvor forældre og børn er adskilte mange af døgnets timer, så har familien og søskende stor betydning for tilegnelse af glæden ved leg med sproget, fortællerkompetencer og repertoire.

I mundtlig legekultur skelnes der traditionelt mellem to former for overlevering:

·         Vertikal overlevering (fra voksne til børn)

·         Horisontal overlevering (fra barn til barn)

Men i dag må man også medregne en tredje form for overlevering, nemlig de trykte, de visuelle og digitale medier samt forskellige institutioner.

Sprog, fortællinger og mundtlig leg

Sprog er et socialt fænomen, som indgår i de spil om magt, status, roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

Dette kræver kommunikative færdigheder og tilegnes i samspil med andre.

I legekulturen har fortællingen en central betydning. Fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og verden på, som fx myter og religiøse fortællinger har været det i kulturhistorien.

Som andre former for leg er mundtlig leg ikke rettet mod noget formål uden for sig selv. Vi gør det , fordi det er meningsfuldt i sig selv og sjovt her og nu.

Gåder og gådevitser

Gådeformen har flere år på bagen og er kendetegnet ved en typisk spørgsmål-svar-formel. Et spørgsmål stilles og så skal modtagerne prøve at gætte svaret. At gætte svaret kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overførte betydninger og metaforer.

Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag og ligner gåden i spørgsmål-svar-formlen men adskiller sig ved interaktionen.

Gyserfortællinger

Der skabes genreforventninger til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske og at der vil indtræffe noget uhyggeligt, men hvordan og hvornår ved vi ikke.

Derfor er det vigtigt at man som formidler/ pædagog er obs. på hvordan man vil formidle en sådan fortælling. Den gode fortæller bruger mange sproglige og dramatiske virkemidler, som fx stemmeføring, pausering og gestik.

Indholdet hentes ofte i traditionsstof, mediestof (bøger, film, computerspil), og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har været impliceret i fortællingen.

”Alle børnene” – genren

Legekulturen præges i perioder af forskellige diller. I 1990 blev vi introduceret for en helt ny genre, der var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene” straks vækkede genreforventninger.

Den er opbygget i tre sætninger – Egenskab og eller en handling – norm (alle børnene) – hovedpersonens navn og den rimende pointe (undtagelsen fra normen).

Legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer, herunder kulturelle tabuer som død, ulykke, lemlæstelse, dumhed, handicap, sex, incest, voldtægt m.m.

Genren har altså en form og et udtryk der kan få de tabuiserede og det som vi ikke taler om formuleret med en passende og ofte humoristisk distance.

Parodier

Begrebet parodi kan defineres som en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald, ligesom andre former for udtryk også kan parodieres, fx en måde at gå, tale eller opføre sig på.

Parodier kan og bør rettes mod personer eller episoder, som en lille børnegruppe kender, fx parodien på en lærer eller pædagog.

Derudover kan parodier rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genre, som er fælles i legekulturen. Derfor er mediegenre som fx tv-reklamer eller sportsreportager så velegnede til parodier, de er korte og udgør en fælles referenceramme for mange børn.

Rim og remser

Det er svært at kategorisere denne genres indhold eftersom det er så forskelligartet både sprogligt og indholdsmæssigt. Dog er der visse fællestræk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstavrim og enderim.

Mange af remserne har eller havde bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal og bogstaveremser.

Disse rim og remser formidles ofte fra voksen til børn og dels børn imellem og dette sker i forskellige udtryksformer og sammenhænge.

Det er vigtigt som pædagog også at overveje nøje hvordan man formidler rim og remser til børnene. Det er vigtigt at være kreativ og formidle rim og remser i en meningsfuld aktivitet, som at inspirere børnene til selv at lege videre med sproget.  

 Pædagogers betydning for 6-12-åriges legekultur i institutionerne

Legekulturen findes både inden for og uden for institutionen. Derfor er det vigtigt som pædagog at forny sig fra en børnegeneration til den næste. Den pædagogiske institution er nemlig også en kulturinstitution og organiseringen af hverdagen i en sådan sætter rammerne og vilkårene for børnenes legekultur.

Mentalt skal der være rum til udfoldelse.